Tisenlunds værdier
Fællesskab – Bæredygtighed – Mangfoldighed
Vores mål er at etablere et moderne, aldersblandet bofællesskab, hvor vi samles om en tro på, at flere kan gøre mere sammen. Vi har derfor beskrevet tre grundlæggende værdier, som vi ønsker, at livet i bofællesskabet skal bygge på.
Fællesskab
Bofællesskabet er et bevidst tilvalg og et forpligtende arbejdsfællesskab.
Fællesskabet er for både børn og voksne. Derfor skal der være gode fælles faciliteter med muligheder for såvel børns leg som voksenaktiviteter.
Vi værdsætter og styrker fællesskabet ved at deltage aktivt i fælles aktiviteter, dele ressourcer og støtte hinanden i hverdagen.
Vi spiser sammen flere gange om ugen.
Vi tager ansvar for fællesområder og bidrager aktivt til at opretholde et rent og ordentligt miljø for alles trivsel.
Vi viser empati og støtte over for hinanden i både glædelige og udfordrende tider, og vi stræber efter at skabe et trygt og støttende miljø for både børn og voksne.
Vi arbejder aktivt på at opretholde harmoni og balance i vores fællesskab ved at lytte til hinanden og kommunikere respektfuldt.
Vi har som fælles interesse at kommunikere åbent og ærligt for at løse konflikter konstruktivt.
Vi ser os selv som en del af lokalsamfundet, vil medvirke aktivt i landsbyens aktiviteter og liv, ligesom vi vil byde lokalsamfundet indenfor.
Bæredygtighed
Vi forstår bæredygtighed som et begreb, der omhandler både miljømæssige, sociale og økonomiske forhold.
Vi tænker bæredygtighed ind i alle livets sammenhænge.
Vi tilstræber den bedst mulige balance mellem miljømæssige, sociale og økonomiske forhold.
Vi stræber efter at leve bæredygtigt ved at reducere vores miljømæssige aftryk gennem genbrug og bevidste forbrugsvalg.
Vi bidrager med hver vores viden og kompetencer til, at fællesskabet kan fungere og er socialt bæredygtigt.
Mangfoldighed
Vi er mennesker med forskellige livssituationer, baggrunde, kompetencer og behov.
Vi respekterer hinandens forskelligheder, grænser og privatliv.
Vi værdsætter åbenhed og inklusion.
Vi er åbne over for det fælles liv og respekterer samtidig det liv, der er gået forud.
Vi tilstræber, at aldersspredningen er fordelt på generationer for at opnå optimal synergi i bofællesskabet.
Vi har vores egen bolig med mulighed for det privatliv, vi hver især ønsker under hensyntagen til fællesskabet.
Vi giver plads til forskellige synspunkter og idéer i vores beslutningsprocesser.
Vi ser mangfoldighed som en ressource.